Synspunkter

 

Noget nær verdensmestre i børnepasning

Den danske model på dagpasningsområdet er formentlig den bedste i verden, udtalte OECD- eksperten, ireren John Bennett, i sit oplæg på årets Børnetopmøde.  John Bennett har været leder af en undersøgelse af dagtilbud i 20 lande, og sammen med andre eksperter har han analyseret på fem aspekter af børnepolitikken: det økonomiske, det sociale, det uddannelsesmæssige, det politiske og børns trivsel.  På alle fem områder ligger Danmark højt. Især på det sociale aspekt er Danmark i særklasse. ”I er ekstremt gode, fordi I har fokus på omsorgen for og opdragelsen af små børn – særligt de udsatte børn, familierne, lokalsamfundene og ligheden mellem kønnene”, sagde han.  Han roste endvidere den børneorienterede stil, hvor der er tid til barndommen, hvor der er et stærkt fokus på ustruktureret leg, på udeliv og børnenes egen leg – og hvor der er en respekt for en naturlig læring.

Der var over tusind politikere og embedsmænd forsamlet til Børnetopmødet de sidste dage i februar, og i et andet lokale var Viborg Kommunes dagtilbudschef, Finn Terkelsen, en af oplægsholderne til ”Nye ledelsesformer på dagtilbudsområdet”. Finn fortalte, hvor vigtigt det er at have engagerede medarbejdere, at Viborg Kommune havde givet dem medindflydelse på processen via diverse arbejdsgrupper, og at han gør meget ud af løbende at informere medarbejderne om status på reformarbejdet.

Verdensmestre eller ej? Så skal der jo gøres noget for at holde placeringen, og fra børne- og ungdomsudvalgets side har ønsket om en ændret ledelses struktur sin grund i de meldinger, vi løbende har fået, når vi har været på institutionsbesøg.  Vi har ikke haft store besparelseskrav på området, som vi skulle tage hensyn til. Det handlede om at imødegå ledernes ønsker om at blive gravet ud af alle papirdyngerne, så deres opmærksomhed igen kunne blive rettet mod børnene og de pædagogiske opgaver.

Vi har fuld forståelse for, at dagplejen er dødtræt af at skulle igennem endnu en omlægning – helt ærlig – nu var den nye struktur jo lige faldet på plads. Men vi er af den overbevisning, at det på sigt vil gavne hele dagpasningsområdet og som noget meget vigtigt give ligeværdighed i pasningformerne med størst mulig sammenhæng for børn, forældre og personale.

Her i april står der tilbage for udvalget at gennemgå høringssvarene, samle op på de udtalelser, der er kommet på de afholdte møder og så tage en beslutning om vort forslag til den fremtidige ledelsesstruktur, som derefter skal indstilles til Byrådet.