Brugerbetaling
På et tidspunkt tror jeg det
bliver nødvendigt at indføre brugerbetaling til en form for regulering
af de offentlige udgifter.
Man hører ofte en bestemt kategori af politikere udtale, at hvis blot
der bliver tilført et givet område flere penge, så vil alt blive bedre
og alle problemer vil blive løst.
Der er ganske givet områder, hvor der skal tilføres flere ressourcer,
men det kræver en nøje klarlægning af hvor og hvordan de ekstra
ressourcer så tænkes anvendt.
Jeg vil gerne have at borgerne selv er med til at bestemme, hvor de
ekstra ressourcer skal bruges, og det kan man blandt andet få et
overblik over ved at indføre brugerbetaling.
På tandplejeområdet er der ikke brugerbetaling i aldersgruppen 0 – 18
år, men til personer på over 18 år er der en brugerbetaling på de fleste
ydelser på en igennem årene stigende procentdel af udgiften.
Hvis ikke den brugerbetaling var der, og det samme antal borgere skulle
behandles for det beløb, som det offentlige stiller til rådighed, så
ville serviceniveauet falde. Alternativet hvis samme serviceniveau
skulle opretholdes, så skulle der bruges ekstra skattekroner på et
svimlende beløb.
Jeg tror på, at borgerne er med til at holde udgifterne på et realistisk
beløb, da hver enkel patient har indflydelse på, hvilken behandling, de
foretrækker. Hvis alt er gratis – lægebesøg eksempelvis – så bliver
patienternes ikke i så høj grad delagtiggjort i udgifternes størrelse.
Jamen, hvad så med de svage grupper, vil modstanderne af brugerbetaling
staks sige. Jo, men siden bistandslovens indførelse og senere
serviceloven, så har vi som samfund altid set det som en af vores
vigtigste velfærdsopgaver at give støtte til de svage grupper i
befolkningen. Set fra den synsvinkel vil der ikke blive ændret på de
svageste gruppers vilkår ved indførelse af brugerbetaling.
|