|
|
Har vi haft en fobi mod at
stille krav?
Jeg har siddet og nydt solens livgivende stråler, medens jeg støvede
bøger af. Det er en flerårlig tilbagevendende begivenhed, som altid
rummer mange glæder. Hver gang tænker jeg på, at nu skal nogle af de
gamle bøger altså på loftet, men det bliver sjældent til så mange.
Særlig opmærksomhed får mine lærebøger fra universitetstiden, hvor jeg
studerede russisk. Grammatikken var på tysk og ordbogen på engelsk. Jeg
kan ikke mindes, at jeg følte, det var det helt store problem – men
selvfølgelig lidt bøvlet, for flere ord skulle jo slås op fra
henholdsvis engelsk og tysk. Nu var jeg matematisk student, som det hed
dengang, og derfor skulle jeg tage både den lille og den store
latinprøve på universitetet samtidigt – for at få adgang til at studere
et sprog, der intet havde med latin at gøre. Oldgræsk ville have været
et mere passende krav, hvis det endelig skulle være.
De bøger og en masse tunge og digre værker fra Sovjetunionstiden med
meget personlige hilsener i, giver altid gode minder. Det var blandt
andet kunstbøger, som jeg modtog, da jeg arbejdede som guide i DIS for
russiske delegationer, der besøgte de nordiske lande. Ciceros taler
stødte jeg ikke på, så de røg nok på loftet sidste år?
Et par år inden jeg fik jobbet i DIS, arbejdede jeg som rejseleder for
Tjæreborg Rejser i Italien, hvortil jeg kom med et ordforråd på 10 – 15
gloser. I løbet af 2-3 måneder kunne jeg gøre mig forståelig og forstå
italiensk. Selvfølgelig har latinkundskaberne ikke gjort skade, for jeg
havde været så heldig at bestå den store prøve - i andet forsøg – lige
inden jeg fik jobbet, men latin er jo ikke et talesprog. Oprindelig var
det Grækenland, jeg blev tilbudt job i, men det krævede et
starttidspunkt, der faldt sammen med en eksamen i filosofikum. Derfor
blev det i Italien, jeg fik en arbejdsplads.
Så er det bare jeg tænker, at når jeg kunne have 5 sprog under huden i
en årrække, for jeg blev efterfølgende også guide for italiensk turister
i DIS, hvorfor er der så tilflyttere fra andre lande, som ikke har
tilegnet sig det danske sprog efter at have opholdt sig i Danmark i en
årrække? Jeg taler ikke om perfekt dansk men om det at kunne forstå og
gøre sig forståelig på sproget.
Jeg følte ikke, de fem sprog var en større belastning, og da jeg har
ganske almindelig sprogsans, så tror jeg kun forklaringen kan være, at
vi som samfund ikke har fået fortalt, at hvis man tager fast bopæl i
Danmark, så skal man tilegne sig det danske sprog som en naturlighed.
Det skal ikke søges italesat som noget vanskeligt. Det bedste man kan
gøre er at samtale med de, der ønsker at bo i Danmark, men som har et
andet modersmål. Har vi som land generelt haft en fobi mod at stille
krav? Kunne det retoriske spørgsmål hedde. Skulle vi ikke til at ”komme
over” den fobi?
Da jeg som politiker sad i integrationsrådet i de fem Salling kommuner
aftalte vi, at vi ikke ville have tolk på ved møderne, og efterhånden
kom det til at gå rigtig godt. Jeg tror, det gjorde vejen kortere for
det medlem, der senere blev optaget på Skive Seminarium med et pænt
ordforråd af danske gloser, som han havde øvet sig på at anvende i
praksis. I visse situationer kan det være påkrævet med tolkebistand, men
det er en anden sag.
Afslutningsvis kan det nævnes, at det er en helt naturlig ting, at alle
indbyggerne i staten Ucherod kan begå sig på mindst 3 sprog.
|