Synspunkter

Har vi haft en fobi mod at stille krav?

Jeg har siddet og nydt solens livgivende stråler, medens jeg støvede bøger af. Det er en flerårlig tilbagevendende begivenhed, som altid rummer mange glæder. Hver gang tænker jeg på, at nu skal nogle af de gamle bøger altså på loftet, men det bliver sjældent til så mange.

Særlig opmærksomhed får mine lærebøger fra universitetstiden, hvor jeg studerede russisk. Grammatikken var på tysk og ordbogen på engelsk. Jeg kan ikke mindes, at jeg følte, det var det helt store problem – men selvfølgelig lidt bøvlet, for flere ord skulle jo slås op fra henholdsvis engelsk og tysk. Nu var jeg matematisk student, som det hed dengang, og derfor skulle jeg tage både den lille og den store latinprøve på universitetet samtidigt – for at få adgang til at studere et sprog, der intet havde med latin at gøre. Oldgræsk ville have været et mere passende krav, hvis det endelig skulle være.

De bøger og en masse tunge og digre værker fra Sovjetunionstiden med meget personlige hilsener i, giver altid gode minder. Det var blandt andet kunstbøger, som jeg modtog, da jeg arbejdede som guide i DIS for russiske delegationer, der besøgte de nordiske lande. Ciceros taler stødte jeg ikke på, så de røg nok på loftet sidste år?

Et par år inden jeg fik jobbet i DIS, arbejdede jeg som rejseleder for Tjæreborg Rejser i Italien, hvortil jeg kom med et ordforråd på 10 – 15 gloser. I løbet af 2-3 måneder kunne jeg gøre mig forståelig og forstå italiensk. Selvfølgelig har latinkundskaberne ikke gjort skade, for jeg havde været så heldig at bestå den store prøve - i andet forsøg – lige inden jeg fik jobbet, men latin er jo ikke et talesprog. Oprindelig var det Grækenland, jeg blev tilbudt job i, men det krævede et starttidspunkt, der faldt sammen med en eksamen i filosofikum. Derfor blev det i Italien, jeg fik en arbejdsplads.

Så er det bare jeg tænker, at når jeg kunne have 5 sprog under huden i en årrække, for jeg blev efterfølgende også guide for italiensk turister i DIS, hvorfor er der så tilflyttere fra andre lande, som ikke har tilegnet sig det danske sprog efter at have opholdt sig i Danmark i en årrække? Jeg taler ikke om perfekt dansk men om det at kunne forstå og gøre sig forståelig på sproget.

Jeg følte ikke, de fem sprog var en større belastning, og da jeg har ganske almindelig sprogsans, så tror jeg kun forklaringen kan være, at vi som samfund ikke har fået fortalt, at hvis man tager fast bopæl i Danmark, så skal man tilegne sig det danske sprog som en naturlighed. Det skal ikke søges italesat som noget vanskeligt. Det bedste man kan gøre er at samtale med de, der ønsker at bo i Danmark, men som har et andet modersmål. Har vi som land generelt haft en fobi mod at stille krav? Kunne det retoriske spørgsmål hedde. Skulle vi ikke til at ”komme over” den fobi?

Da jeg som politiker sad i integrationsrådet i de fem Salling kommuner aftalte vi, at vi ikke ville have tolk på ved møderne, og efterhånden kom det til at gå rigtig godt. Jeg tror, det gjorde vejen kortere for det medlem, der senere blev optaget på Skive Seminarium med et pænt ordforråd af danske gloser, som han havde øvet sig på at anvende i praksis. I visse situationer kan det være påkrævet med tolkebistand, men det er en anden sag.

Afslutningsvis kan det nævnes, at det er en helt naturlig ting, at alle indbyggerne i staten Ucherod kan begå sig på mindst 3 sprog.