|
|
Ikke nok med flere penge
Det store mantra i tiden er, at der skal sættes
flere penge af til ældreplejen, for så bliver alt bedre for de ældre.
Det er der bare ingen garanti for, der sker, hvis det ikke gøres med
omtanke.
Når Mette Frederiksen for nylig har bebudet, at kontanthjælpen skal
fratages indvandrerkvinderne, så er det med at stoppe lidt op. Efter min
menig skal den ikke fratages, den skal fravælges. For indvandrerkvinder
på kontanthjælp og deres ægtemænd skal have valgmuligheden mellem at
arbejde for den offentlige støtte eller ingen støtte.
Nu er det så heldigt, at der er to ting, der matcher sammen her: mangel
på hjælpere i ældreplejen og de gode evner for omsorg, respekt og
stabilitet, det har vist sig, at indvandrerkvinder besidder. Gang på
gang hørte jeg i min tid som socialudvalgsformand, at lige netop denne
gruppe var meget vellidte på plejehjemmene af både de ældre og de
pårørende. De bærer kærligheden til de ældre udenpå tøjet. I mange år -
faktisk flere generationer - er disse kompetencer gået til spilde. Det
er på tide, at politikerne får åbnet øjnene for den guldgrube, der
ligger lige for og lader indvandrerfamilierne selv bestemme, om de vil
have offentlig støtte eller arbejde.
Det er direkte usmagelig i hvor høj grad, de "gode kolleger" er faldet
over den nye ældreminister i den første uge af hendes regeringstid - i
stedet for at gribe bolden og komme med konstruktive forslag til,
hvordan vi kan få en bedre kvalitet i ældreplejen. Fortælle hvad de selv
ville gøre, hvis de sad i hendes stol. For det handler ikke om at
nedgøre en minister, men om at vi har mulighed for at levere en
ældrepleje i verdensklasse, hvis partierne på Christiansborg vil stå
sammen om det. Ude i kommunerne har vi jo alle de dygtige medarbejdere.
Et forslag kunne være , at man centralt fra droppede kravet om al den
overflødige nedskrivning af dit og dat, og på den måde lod personalet og
de ældre være mere sammen. Det hedder ATA tid, den kan måles decentralt,
og benchmarking kunne være oplagt her kommunerne imellem
I Fjends Kommune, hvor jeg var socialudvalgsformand i ni år, foretog vi
løbende tilfredshedsundersøgelser hos de ældre på plejehjemmene
skiftevis interne og eksterne, og der var fra start af meget stor
tilfredshed blandt de ældre, pæn tilfredshed hos de pårørende og
personalet. De ting som de to sidste grupper pegede på, der kunne gøres
bedre, blev med det samme taget alvorligt og rettet ind år efter år,
hvor vi i det sidste år som selvstændig kommune kunne mønstre en
overvældende tilfredshed blandt alle interessenterne.
Da vi blev sammenlagt med fem andre kommuner, var det beviseligt, at
Fjends Kommune havde det laveste udgiftsniveau på ældreområdet men en
stor tilfredshed blandt de ældre osv. Hvordan kunne det lade sig gøre?
Dygtig og visionær ledelse af ældreplejen, som socialudvalget havde et
godt og tillidsfuldt samarbejde med, dygtige ledere på plejecentrene og
et personale, der brændte for sagen. Jeg prøvede selv en arbejdsdag i
ældreplejen, og jeg kan love for, at der var ingen, der lå i
hængekøjerne. Smilene der mødte os fra de ældre, når vi kom, fortalte
alt. Vi gav de ansatte al den frihed, vi kunne give dem rent lovmæssigt.
Ved et ministerbesøg, var der en ansat på det plejehjem, hvor de havde
valgt en svensk arbejdstidsmodel med et antal dage fri og et antal dage
på arbejde, der glædestrålende fortalte, at når man så havde haft fri,
så glædede man sig til at komme på arbejde.
Det hele for at fortælle, at der skal meget mere til end flere penge,
for at vi kan komme i verdensklasse med vores ældrepleje, men jeg tror
på, at vi har et godt udgangspunkt for at det kunne komme det. ATA tiden
kan være en vejviser.
|