Synspunkter

 

”Nye tider for kontanthjælpsmodtagere?”

I alt for mange år har vi som samfund begået den fejl, at vi har passiviseret kontanthjælpsmodtagerne – herunder flygtninge og indvandrere. Noget af det værste man kan tage fra mennesker er vel deres mulighed for at gøre en indsats for at kunne klare sig selv. Det skaber modløshed.

Kontanthjælpsmodtagere er borgere i ledighed, som ikke er forsikret i en A- kasse. I de seneste år er det blevet legitimt at kræve en indsats fra kontanthjælpsmodtagerne, for at de kan få udbetalt ”lønnen” fra kommunen. Og det har været rigtig godt for de berørte, hvoraf også der er mange, der efterfølgende er kommet i ordinært arbejde.

Med den aktuelle lave ledighed, der er opstået efter en målrettet indsats fra regeringens side, er fokus nu rettet mod kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 4 og 5. Der er her tale om personer, der har andre problemer foruden ledighed. Det kan være alkohol- eller stofmisbrug - men også manglende kompetence til at indgå i arbejdssituationer.

Det er ikke altid at tilførsel af flere penge løser problemer, men ressourcer til hjælp til selvhjælp bør prioriteres højt, således, at der kan blive ”ryddet op” i de grupper. De personer, der kan gå i gang med at uddanne sig samtidigt med afvænning, skal hjælpes i gang.

Den restgruppe af personer, som misbruget har tæret så meget på - både fysisk og psykisk - at den mulighed ikke skønnes at kunne give resultater, bør efter min mening hurtigst muligt tilkendes førtidspension og hjælpes, så de kan få så godt et liv som muligt. På den måde kan velfærdssamfundet hjælpe de allersvageste i samfundet, og det var jo oprindelig det, der var hensigten.

For fremtiden skal forebyggelsesindsatsen i kommunerne gerne kunne bevirke, at der er undtagelsen mere end reglen at - ellers raske - borgere når så langt ud, at de ikke kan bestride et arbejde. I fremtiden bliver der brug for alle hænder, og kontanthjælpsloftet er en garant for, at det til enhver tid skal kunne betale sig at gå på arbejde.

De mennesker, der hver dag går på arbejde, vil så kunne fryde sig over, at skattekronerne går til noget konstruktivt, og de personer, der efter endt uddannelse og evt. afvænning kommer i arbejde, har mulighed for at få en bedre livskvalitet, samtidigt med at de bidrager til den fælles kasse.