Synspunkter

 

Samfundets guldæbler

Folkeskolens skal medvirke til samfundets berigelse, og der er mange parter, som skal være med til at løfte opgaven.

af Laust Grove Vejlstrup   

 

Fremtidens læremidler vil påvirke både elever og lærere, forældre og skolebestyrelser. Griber parterne, hvortil også hører politikerne, fremtiden rigtigt an, vil samfundet blive ”beriget”.

Det er Lea Flarup, der bruger udtrykket ”beriget”. Hun har holdninger. Og hun er mor, lærer, kommunalpolitiker og meget andet – herunder næstformand i Kommunernes Skolebiblioteksforening.

- Realiteten er, at folkeskolen altid har været i bevægelse og altid vil være det, siger hun. – For at udnytte it-mulighederne, må vi ikke glemme lærernes uddannelse. Det er ikke tilstrækkeligt med lidt efteruddannelse hist og pist. Sådan var det, da it dukkede op, og politikerne glemte at tage semiarierne med i implementeringen.

- Fremtidens læremidler er en god blanding af eksisterende og nyt, og lærerne er ikke, som de var i ”gamle dage”. I dag er de mere en form for konsulenter. Derfor bør de i højere grad geares til fremtiden. Jeg tør ikke sige, om de skal uddannes på universiteterne eller fortsat på professionshøjskolerne. Det er heller ikke så centralt, bare uddannelsen er tidssvarende.

- Hun advarer mod helt at give sig informationsteknologien i vold. – Vi skal ikke lægge alle æg i samme kurv, siger hun. Der er ting, der gør sig bedst på papir. Det må hver enkelte skole gøre op; hvad skal være digitalt og hvad på papir?

- Som medlem af Viborg Byråd, som er ”papirløst”, printer jeg da enkelte dokumenter ud. Men jeg har ikke de stabler af papir, jeg havde tidligere. Sådan må det også være i skolen

 

Fremtidens råstof

- Samtidig skal lærerne vises respekt. Det kan vi medvirke til ved at ”klæde dem på” til at møde de nye generationer af forældre, som på godt og ondt adskiller sig fra tidligere tiders autoritetstro forældre. Det er ikke nok for læreren at sige, at sådan er det, for forældrene afkræver en forklaring på, hvorfor det er sådan. Vi skal have skabt en ny tillid, så de føler det naturligt at de kan stole på lærerne. De skal ræsonnere: - Yes, vi kan roligt lade dem varetage uddannelsen af vore børn, siger Lea Flarup og konkluderer:

- Derfor skal seminarieuddannelsen og praktikken føres up to date.

- Når lærerne har selvfølelse og selvtillid, bliver de bedre lærere. De skal også have en ordentlig løn. De kan ikke belønnes nok! Det er jo fremtidens råstof, de har i deres hænder.

 

Forældrenes ansvar

- Forældrene skal medvirke til, at eleverne opfører sig ordentligt. Forældrene skal i højere grad på banen. De bærer et ansvar, som de skal leve op til, mener Lea Flarup. – Eleverne skal møde udsovet, med spidsede blyanter, madpakke, sportstøj osv.

- Jeg ser også gerne, at lærerne møder fem-ti minutter før timens start. Det levner tid til hygge, og det giver tryghed, at undervisningen starter, når klokken ringer. Der er ikke råd til at anvende 5-10 minutter af de sparsomme 45 minutter på at skabe ro i klassen. Lærerne skal i hvert fald med allersenest til tiden.

- Ro i klassen, når det er nødvendigt, er lige så påkrævet, som det er, når det vigtige består i at snakke og debattere.

- Hvis eleverne er undervisningsparate, og de kan mærke, at lærerne brænder for deres arbejde, så bliver resultaterne utvivlsomt bedre. Men det er et område, vi mangler forskning på. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at det er sådan, fastslår Lea Flarup.

 

Delehold som oaser

- En af mine kæpheste er, at eleverne deles i hold – på kryds og tværs af årgange, køn - og alt det, der er økonomi til. Holdene skal tilgodese elevernes lyster og positioner. Nogle er måske interesserede i dyr, andre i frimærker og atter andre i maskiner – for bare at nævne nogle tilfældige interesser. At deltage i sådanne hold vil af eleverne blive opfattet som oaser. Det vil have en positiv effekt. Jeg oplevede det i sin tid selv i fjerde klasse, hvor vi havde en vikar, som brændte for billedkunst. Resultatet var, at vi alle fik en passion for akvareller.

- Holdene skal tage udgangspunkt i noget, eleverne magter. Det har lovmæssigt været muligt siden 1994 at undervisningsdifferentiere og et af redskaberne har været, at der kunne dannes hold i op til 50 procent af undervisningstiden.

- Det er dyrt, vil nogle sige for at blokere. Men det er kommunernes og skolernes ansvar, at undervisningen bliver bedst mulig; ikke regeringens.

- Vi får ikke glade børn ved at tvinge små drenge til at sidde stille i 45 minutter ad gangen. Og da det er en umulighed at lave  differentieret undervisning i en klasse med op til 28 elever, så er holddannelser løsningen. Blandet med drenge og piger – eller med piger for sig og drenge for sig. Dog hele tiden med grundklassen som omdrejningspunkt. Hvorfor skal en skoletime være på lige 45 minutter? Det kan også varieres. Del også op i hold med store, der hjælper de små, siger Lea Flarup.

 

Fjern hindringer

- Folkeskoleloven rummer mange muligheder. Men der er endnu flere, efter at det er blevet muligt for kommunerne at udfordre regeringen. Hvis en skole eller en kommune oplever bøvl og hindringer, kan den søge om dispensation fra de gængse regler. 85 procent af ansøgningerne bliver imødekommet, mener Lea Flarup.

- I Viborg Kommune har vi i flere situationer anvendt udfordringsretten. Vi har fået mulighed for at holddanne i mere end 50 procent af tiden. Vi har også fået mulighed for, at man på den enkelte skole selv kan bestemme klassestørrelsen. Vi bør alle udnytte retten til at udfordre, når vi støder på blokeringer. Men vi kan jo allerede anvende auditorieundervisning i nogle situationer? Eller anvende ikke-lærere? Tage eksperter ind eller bedsteforældre, der kan fortælle om, hvad de oplevede i deres barndom og lignende. Undervisningsassistenter er kommet for at blive som god sparring til de uddannede lærere.

- Som forældrenes forlængede arm bærer skolebestyrelserne et stort ansvar. Men det er også¨vigtigt at alle forældre kommer på banen, fastslår Lea Flarup.

 

Behov for forskning

- Jeg ville ønske, der blev forsket i situationen om de glade børn med lys i øjnene, der kommer fra en institution og glæder sig til at komme i skole. I løbet af årene forsvinder glæden. Men både elever og lærere skal være glade for at komme i skole. Vi stikker en kæp i hjulet for børnene, hvis vi ikke gør, hvad vi kan for at sikre, at glæden varer ved.

- Forskerne kunne f.eks. tage udgangspunkt i kvalitetsrapporterne fra hver enkelt skole. De vil være et godt grundlag for forskning. På mange skoler findes der ”guld”, som ikke transformeres til andre skoler. Disse skolers metoder bør bredes ud.

- I mange kommuner tages kvalitetsrapporterne måske bare til efterretning i byrådene. I Viborg fremdrager vi fra fagudvalgets side enkelte elementer, som vi drøfter med repræsentanter for skolerne på vores dialogmøder. Vi er nået så langt, at det er helt legitimt for de enkelte skoler åbent at erkende, at de på nogle områder ikke gør det godt nok, og det er et stort skridt på vejen frem til en folkeskole i særklasse. Alle er jo gode til et eller andet, og Skolerne kan lære meget af hinanden, mener Lea Flarup.

 

Skolen mod fattigdom

- Målet med folkeskolen er at skabe livsduelige elever. Hertil hører en ting, der efter min mening mangler i skolen. Et lille økonomikursus i syvende, ottende eller niende klasse. Det tror jeg kan vil medvirke til at hindre senere ”fattigdom”. Det skal være undervisning, hvor eleverne selv er med, så de indser, at det er galt, hvis de bruger mere, end de tjener. De skal lære at lægge et budget. Det er altafgørende for deres fremtid. De unge mennesker skal vide, at de ikke skal købe kostbare mærkevarer, hvis de ikke har råd.

- Det er en samfundsopgave at få eleverne til at forstå det, fastslår Lea Flarup, som også lufter en anden idé:

- Alle skal have en ven. Det er vigtigt, og det

Bør lærerne være opmærksomme på. Det kan medvirke til at eleverne ikke føler sig alene, og de vil stå stærkere, hvis de bliver udsat for mobning. I Viborg Kommune har vi skoler og børneinstitutioner, der for længst har indført den praksis, og det gør mig så glad, siger Lea Flarup.

 

Mod det samme mål

- På Regeringens møde med folkeskolens parter på Marienborg i efteråret 2010 spurgte eleverne formand den finske undervisningsminister, hvorfor resultaterne i den finske skole er så gode. Svarer lød: - Fordi vi alle arbejder mod det samme mål. Hertil føjer Lea Flarup, at hun godt tør decentralisere yderligere, ”bare vi alle arbejder hen imod det samme mål”.

- Vi har ressourcerne. Spørgsmålet er, om vi kan gøre det bedre. Når forældrene ikke er til stede på et forældremøde, er det skolens opgave at tage kontakt til de forældre, der ikke kommer. Gentager det sig, er det måske SSP-sarbejdet (Skole, Socialforvaltning og Politi) eller andre, der skal ind i billedet. Ingen skal udelukkes. Grupper af forældre skal sammentømres, og forældrene skal ikke være i tvivl om, at de kan bidrage til, at deres børn – ikke bare 80-85 procent af de, der forlader folkeskolen, men alle 100 procent – bliver livsduelige

- Jeg har mødt mange forældre, som ikke har boet her i landet så længe, men som er fantastiske mennesker, og som man kun kan beundre. Vi skal ikke gruppere forældrene. Flygtninge/indvandrere er ikke ens, så sæt ikke plakater på dem, siger Lea Flarup og hæver stemmen:

 

Tal dansk!

- Men de skal beherske det danske sprog. Efter et år skal de kunne gøre sig forståelige på dansk. Jeg har selv lært et sprog ved at opholde mig i det pågældende land. Det er for vattet et samfund, hvis vi ikke som det første kræver, at man tilegner sig kundskaber i dansk. Jeg ved, at det kommer både dem selv og deres børn til gode. Når vi ved, at man kan lære swahili på tre måneder, så kan dansk også læres i løbet af et år.

- Jeg vil ikke høre på undskyldninger. Der er nye undervisningsmetoder, hvormed selv analfabeter kan lære sproget. Vi er nødt til at komme op af den sump, vi sidder i. Det værste er at give tilbyder penge for passivitet. Sproget er et af de vigtigste redskaber, vi har, fastslår Lea Flarup, der ikke er bange for at sammenligne den danske folkeskoles resultater med udlandets:

- Vi skal ikke pace eleverne frem. De skal ikke bare lære udenad. De og vi skal spille bold op ad hinanden. Jeg tror på, at vi kan sætte turbo på elevernes indlæring, uden at de opdager det. Men vi taber eleverne på gulvet, hvis det hele kommer til at gå op i test.

- Jeg er ikke så bange for det, hvis vi ikke ligger i toppen i PISA-undersøgelserne. Vore unge mennesker har deres selvstændighed. Den må vi ikke kaste i grams. Uddanner vi selvstændige elever i folkeskolen, der har de grundlæggende kundskaber i orden, så bliver overgangen til gymnasierne også nemmere. Både elever og lærere får et bedre liv. Samfundet bliver beriget!

- Jeg er lidt træt af de politikere, der nedgør alt. Lad os stå sammen – røde, grønne og blå. Sig yes. Hold fast i guldæblet, lyder opfordringen fra Lea Flarup.