Synspunkter

 

Et godt skoleforløb for alle elever

Med henvisning til John Bennetts bedømmelse af kvaliteten i børnepasningen, må man konstatere, at bunden er lagt for de danske børn til at få et godt skoleforløb. Vi kan registrere, at der også senere kommer rigtig mange dygtige, kreative, konstruktivt kritiske og glade børn med gå-på mod ud i samfundet efter endt skolegang. 

Det er dog en kendsgerning, at der er en gruppe, der ikke klarer skoleforløbet tilfredsstillende. I stedet for, som PISA undersøgelses resultaterne måske kunne angive - at der generelt er behov for en opstramning i folkeskolen - så mener jeg man skal være mere afslappet overfor Pisa resultaterne og vende blikket mod tiltag, der kunne forbedre forholdene for de elever, der notorisk har store vanskeligheder med trivsel og dermed med indlæring i skolen.

Nedenstående er eksempler på tiltag, det kunne være en ide at forholde sig til i den anledning: 

  • At alle indvandrer- og flygtningebørn får adgang til pasningstilbud og at forældrene bliver gjort bevidst om, at det er deres ansvar, at deres børn kommer i dagpasningstilbuddet, når de har fået anvist en plads. Hvis ikke de lever op til det ansvar, skal der følges tæt op på den problematik, da det er vigtigt for børnenes senere trivsel, at de kommer af sted

  • At alle forældre til skolesøgende børn skal gøres bekendt med, hvilket ansvar de har for at sende deres børn undervisningsparate i skole: at de er udsovede, har skoletasken pakket, har lavet lektier, har fået morgenmad og madpakke med. At gøre børnene forståeligt, at skolen er deres samarbejdspartner om det at få et godt liv. At lærerne er de næstvigtigste personer i deres liv, og at de skal behandle deres kammerater, som de gerne selv vil behandles

  • At de forældre, der ikke møder op, når der bliver kaldt til møde på skolen får besøg i deres hjem af to repræsentanter fra skolen indenfor 14 dage (en forældrevalgt og en ansat), og de vil så blive gjort bekendt med det, de andre forældre har fået af informationer på skolen

  • At skoletoiletforholdene skal på dagsordenen. Skolebestyrelserne har her en opgave sammen med elevrådet at få lavet en plan for, hvordan det sikres, at alle toiletter på skolen fremstår rene og indbydende, og at alle tekniske ting fungerer

  • At ældre elever /klasser knyttes til yngre elever. Det vil kunne give de ældre en ansvarsfølelse og de yngre en tryghed og kendte rollemodeller, som også kunne integreres i den lokalt besluttede mulighed for lektielæsningshjæp

  • At der holddeles på tværs af alder med rene drenge og pigehold - og andre efter interesser

  • At der etableres et aktivt samarbejde imellem elevråd, forældreråd og skolebestyrelse

  • At det er OK med reklamer i skolen – men uden nogen form for modydelse og efter klare fastlagte retningslinjer

  • At der åbnes mulighed for, at der - helt eller delvist – indføres brug af skoleuniformer

  •  At det vedtages på hver enkelt skole, hvilken fraværsprocent, der kan accepteres. Alle forældre skal være bekendt med de konsekvenser, det medfører, hvis de ikke som forældre lever op til deres ansvar med at sende børnene i skole.