Synspunkter

Velfærdssamfund eller Velfærdsstat?

Vi bor i et land, hvor vi har en høj grad af velfærd, og der er ikke borgere, der kan betegnes som fattige i fundamental økonomisk forstand. Alle kan få mad på bordet og tøj på kroppen. Vi lever i et land, hvor det er muligt at få en uddannelse, og hvor der er store muligheder for, at hver enkelt kan komme til at beskæftige sig med det, lysten fordrer og som evnerne rækker til. De personer, der ikke er i stand til at klare sig selv, får hjælp fra den store kasse, som borgernes skatteindbetalinger ligger i.

Vi lever i et land, hvor hver enkelt borger betaler mere af lønnen til staten, end der er tilbage til selv at disponere over. Samtidigt er vi i den situation, at en meget stor del af befolkningen modtager penge retur fra staten enten i form af løn, tilskud eller underhold. Der er med årene kommet lidt ”Ebberød bank” over foretagendet.

Meningen var rigtig god, da man i sin tid skabte bistandsloven som havde til formål at hjælpe de mennesker, der ikke kunne klare sig selv. Der blev udspændt det berømte sociale sikkerhedsnet, som senere blev afløst af servicelovene.

I dag er det på tide at stoppe lidt op og vurdere, om vi skal fortsætte med at udbygge velfærdsstaten, således at der bliver mere central styring af velfærden og mindre selvbestemmelse på institutionerne og hos den enkelte borger. Eller vi alternativt skal udbygge et velfærdssamfund, som fundamentalt bygger på, at de svage grupper skal hjælpes, men at borgerne skal have en høj grad af selvbestemmelses ret over deres egne penge. Samtidigt skal de have mulighed for at være en del af det fællesskab, der bygger på interesse for hinanden og som indeholder muligheder for at støtte og udøve næstekærlighed.

Man hører så tit: ”Jamen, det betaler kommunen eller forsikringen” underforstået det behøver vi ikke bekymre os om – det behøver vi ikke at tage ansvar for. Det vil sige, at staten i visse henseender har frataget borgerne deres helt naturlige ansvar. I velfærdssamfundet er det lige modsat. De helt grundlæggende velfærdsydelser skal være helt i top, uden betaling for borgerne og med lige ret og adgang for alle. Men ellers skal hver enkelt borger have ansvar for at klare sig og sine på den måde, de ønsker, hvilket efter min mening er en af de største gaver man kan få som menneske. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så træder samfundet til på den ene eller anden måde – økonomisk eller medmenneskeligt.

I velfærdssamfundet kan iværksættere blive opmuntret. Netværk af grupper, der har samme interesse kan etableres og det virker inspirerende at få lov til selv at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet men også rent socialt og medmenneskeligt at kunne yde en indsats og gøre en forskel. I velfærdsstaten bliver det enkelte menneske nemt passiviseret og krævende – helt naturligt set i lyset af den meget store del af lønnen, som betales i skat. Man kan ikke klandre tankegangen med, at så vil man også have noget igen.
 

Sammenfattende så tror jeg tiden er inde til at man kan ønske: Mindre statslig centralisering men klart definerede rammer for kommunerne at agere indenfor, mere decentralisering med ansvar og kompetence lagt ud til kommunerne, til institutionerne og de enkelte borgere. Resultatet fremover skulle blive: Mere velfærd, mindre skat og større social rigdom.